Nyhed
HYTOR godkendt som SKI leverandør
21-01-2008
HYTOR er fra den 1. februar 2008 blevet godkendt SKI-leverandør på delområdet Forsknings- og laboratorieudstyr. SKI står for Statens og Kommunernes Indkøbscentral og er en non-profit organisation, der er ejet af Staten og Kommunernes Landsforening.
Formålet med SKI er at effektivisere og skabe billigere indkøbsmuligheder for alle offentlige og halvoffentlige organisationer i Danmark. Dette betyder altså, at HYTOR nu har fået en fortrinsstilling ved hovedparten af alle offentlige og halvoffentlige organisationer i Danmark, hvilket er ca. 11.500 mulige kunder, der er forpligtet til at benytte de godkendte SKI-leverandører. For HYTOR betyder dette, at alle de danske universiteter og forskningsinstitutter bliver mulige kunder, hvilket er et stort potentiale.
Endnu en fordel ved SKI-godkendelsen er, at hvor de offentlige organisationers opgaver førhen skulle sendes i EU-udbud, kan disse opgaver nu sendes i et miniudbud, udelukkende blandt de 6 godkendte SKI-leverandører på forsknings- og laboratorieudstyrsområdet. Altså sparer både de offentlige organisationer og leverandørerne ressourcer, ved ikke at skulle igennem en EU-udbudsproces ved hvert enkel udbudsopgave. Samtidigt er det et kvalitetsstempel i sig selv at være godkendt som SKI-leverandør.
For at blive SKI-godkendt har HYTOR deltaget i en prækvalificering, hvor der blev udvalgt 12 relevante virksomheder på forsknings- og laboratorieudstyrsområdet. Disse 12 virksomheder, heriblandt HYTOR, skulle derefter afgive tilbud, for at SKI kunne udvælge 6 leverandører på området. De 6 leverandører er herefter blevet udvalgt udfra kriterierne: sortimentsbredde, leverings- og serviceforhold, priser, rabatter og miljø. De offentlige organisationer er altså garanteret en høj kvalitetsstandard, når de køber produkter hos en SKI-leverandør.
HYTOR er godkendt som SKI-leverandør indtil 1. februar 2010, med mulighed for forlængelse af kontrakten.




